En bedre planet gennem engagerede mennesker
People & Planet er et fællesskab for dig, der interesserer dig for mennesker og samfund – og for den planet, vi deler.
* 75 kr. årligt
Om People & Planet
People & Planet er et fællesskab for dig, der interesserer dig for mennesker og samfund – og for den planet, vi deler.
Det, der sker i EU og resten af verden, har betydning for vores hverdag i Danmark. Demokrati, klima, ulighed og menneskers muligheder stopper ikke ved landegrænserne.
Derfor arbejder vi for at skabe større forståelse for den verden, vi er en del af – og flere muligheder for at engagere sig i den.
Fra viden til engagement
I Danmark skaber vi folkeoplysning, debat og formidling om europæiske og internationale spørgsmål.
Gennem debatarrangementer, podcasts, undervisning og andre aktiviteter gør vi komplekse emner forståelige og relevante. Vi vil ikke blot fortælle, hvad der sker, men skabe samtaler og give flere mennesker lyst og mulighed til at engagere sig.
Vi tror på, at viden kan føre til engagement – og at engagement kan føre til handling.
Lokale kræfter skaber varige forandringer
Internationalt gennemfører vi projekter i tæt samarbejde med lokale civilsamfundsorganisationer.
Vi kommer ikke med færdige løsninger. Vi bidrager med metoder, viden og erfaring, som udvikles og tilpasses sammen med vores lokale partnere.
Gennem uddannelse, læring og organisationsudvikling styrker vi organisationer, undervisere, frivillige og unge, så de selv kan skabe og fastholde positive forandringer i deres lokalsamfund.
Vores projekter arbejder blandt andet med:
- demokrati og aktivt medborgerskab
- børn og unges deltagelse
- uddannelse og nye læringsmetoder
- forebyggelse af mobning
- stærkere civilsamfundsorganisationer
- bæredygtig udvikling
Én planet – et fælles ansvar
Vi engagerer os internationalt, fordi verden hænger sammen. Når demokratiet styrkes i andre lande, bidrager det til en mere stabil verden. Når natur, miljø og biodiversitet får bedre vilkår, gavner det os alle. Og når mennesker får bedre muligheder for at skabe et trygt og værdigt liv, styrker det både lokalsamfund og den verden, vi er en del af.
Internationalt engagement handler derfor ikke kun om solidaritet og bistand. Det handler også om vores fælles interesser og om at tage ansvar for den planet, vi deler.
Bliv medlem
Som medlem bliver du en del af et åbent fællesskab med interesse for mennesker, demokrati, bæredygtighed og internationalt samarbejde.
Du kan deltage i vores debatter og arrangementer, følge vores projekter, engagere dig som frivillig eller bidrage med dine egne idéer, erfaringer og kompetencer. Du bestemmer selv, hvor aktiv du ønsker at være.
Dit medlemskab giver os større mulighed for at skabe oplysning, engagement og konkrete forandringer – både i Danmark og gennem vores internationale partnerskaber.
Bliv medlem – og vær med til at gøre viden til engagement og engagement til handling.
Vores projekter
Det vi skaber
Cacao to Care
Fra kakaotræer til nye muligheder
På børnehjemmet Fields of Dreams i Davao i Filippinerne bor 19 drenge mellem 8 og 17 år. De drømmer om sportssko og strandture, men også om uddannelse, arbejde og et selvstændigt voksenliv.
Børnehjemmet er afhængigt af donationer af ris og brugt tøj. Men i baghaven vokser over 200 kakaotræer, som kan blive begyndelsen på en ny historie: en socialøkonomisk virksomhed, der giver børnehjemmet en mere stabil indtægt og drengene mulighed for at lære om produktion, økonomi og salg – og på sigt få deres første fritidsjob.
P&P hjælper med at lægge fundamentet ved at sikre drengene reel indflydelse, uddanne medarbejderne og samle lokale kræfter om idéen.
Cacao to Care handler om at lade det, der vokser i baghaven, give drengenes fremtidsdrømme bedre vilkår.
Raising Rights
Børn lærer deres rettigheder at kende
Moldova udvikler sig hurtigt, men i landsbyerne har lærere ofte begrænset adgang til nye materialer og efteruddannelse. Mange er uddannet i en autoritær undervisningstradition og efterspørger metoder, der giver børnene en mere aktiv rolle.
Sammen med DUI – Aalborg og lokale partnere har People & Planet udviklet deltagerbaserede læringsmetoder om børns rettigheder og demokrati. Lærere og ungdomsledere bliver uddannet i metoderne og bruger dem på skoler i landdistrikterne.
Gennem øvelser og dialog lærer børnene at kende deres rettigheder, udtrykke deres mening og lytte til andre.
Raising Rights giver lærerne nye redskaber og børnene en stærkere stemme – i skolen og lokalsamfundet.
Empowering New Paths
Nye muligheder for unge kvinder i Moldova
For en ung kvinde, der har oplevet vold, overgreb eller fattigdom eller står alene med et barn, kan vejen til uddannelse og arbejde være svær. Uden erfaring, netværk og støtte kan selv de første skridt virke uoverskuelige.
Sammen med en lokal partner har People & Planet tilbudt 20 kvinder et karriereudviklingsforløb, der har hjulpet dem med at se deres kompetencer, sætte mål og lægge en realistisk plan for en ny retning i livet.
Efterfølgende har kvinderne fået mulighed for et mentorforløb, hvor en engageret mentor støtter den enkelte i at omsætte planerne til uddannelse, arbejde eller andre konkrete muligheder.
Målet er ikke blot det første job, men et mere selvstændigt arbejdsliv og et tryggere fundament for kvinderne og deres børn.
NGOasis
Civilsamfundet på Bohol tager ansvar
Folkeligt engagement har ikke altid haft gode vilkår i Filippinerne. Mange mindre civilsamfundsorganisationer har stærke lokale rødder, men begrænset adgang til uddannelse, netværk og dialog med myndighederne.
På øen Bohol vil 15 organisationer tage større medansvar for deres lokalsamfund. De kender behovene, men står stærkere, når de samarbejder og taler med en fælles stemme.
P&P har hjulpet med uddannelse og etableringen af et fælles forum, hvor organisationerne deler erfaringer, koordinerer indsatser og udvikler idéer. Projektet har også styrket dialogen med de lokale myndigheder.
NGOasis giver dermed lokale kræfter bedre muligheder for at handle sammen, påvirke beslutninger og forme deres lokalsamfund.
Chișinău Without Bullying
En tryggere skoledag for børn i Moldova
Næsten 87 procent af eleverne i 6.–12. klasse i Moldova er ifølge UNICEF berørt af mobning – som ofre, udøvere eller vidner. Bag tallet står børn, hvis trivsel og læring lider. Intet barn skal frygte skoledagen eller gå hjem med ondt i maven.
Sammen med lokale partnere har P&P udviklet deltagerbaserede metoder, der lærer eleverne at genkende mobning, vise empati og gribe ind.
25 lærere og elevrådsrepræsentanter er blevet uddannet i metoderne og har gennemført workshops for over 1.000 børn.
Metoderne indgår nu i skolernes fælles indsats mod mobning. Børnene lærer ikke kun om problemet – de bliver selv en del af løsningen.
Se metoderne her (på rumænsk).
Women of Fisher Village
Udsatte kvinder starter mikrovirksomheder
Når høsten slår fejl i bjergene, rejser familier til Hanoi i håbet om at finde et levebrød. Nogle ender i Fisher Village, hvor de bor på pramme og i interimistiske hytter langs Den Røde Flod, fordi de ikke har andre steder at bo. Her kæmper mange kvinder med at forsørge deres børnebørn og få pengene til at række.
Sammen med en lokal partner har People & Planet givet 19 kvinder undervisning og støtte til at udvikle deres forretning. Projektet begyndte i Fisher Village og blev udvidet til Buoc, en af de landsbyer, familierne ofte kommer fra.
En kvinde sælger grød på markedet. En anden tørrer og pakker kød. I alt blev 11 mikrovirksomheder etableret med udgangspunkt i kvindernes egne idéer.
The Women of Fisher Village handler om at skabe et levebrød, styrke modstandsdygtigheden og give familierne en tryggere hverdag – både dem, der er rejst, og dem, der bliver.
Global Goals at Stake
Demokrati og verdensmål på spil i Georgien
I Georgien er civilsamfundet under pres, og vejen mod EU er gået i stå. Det gør undervisning i demokrati både vanskeligere og vigtigere.
Sammen med FN-forbundet og SIQA har People & Planet tilpasset og oversat Verdensmål på spil til georgisk og uddannet 15 undervisere og ungdomsledere i at bruge spillet.
Underviserne og ungdomslederne har siden gennemført workshops for over 900 unge, som gennem spillet har udforsket demokrati, bæredygtighed og internationalt samarbejde – og øvet sig i at træffe fælles beslutninger.
Spillet bliver hos underviserne, så samtalerne om demokrati kan fortsætte efter projektets afslutning.
Læs mere om spillet her (på dansk).
Global Schools
Unge omsætter verdensmål til lokal handling
Verdens store udfordringer kan virke langt væk fra hverdagen på en landsbyskole i Moldova. Men demokrati, ulighed og miljø handler også om det lokalsamfund, børnene selv er en del af – og deres muligheder for at påvirke det.
Sammen lokal partner har People & Planet arbejdet med lærere, unge undervisere og lærerstuderende om at gøre verdensmålene nærværende gennem praktiske og engagerende læringsmetoder.
Gennem øvelser, dialog og workshops får eleverne mulighed for at tænke kritisk, undersøge globale sammenhænge og finde muligheder for selv at gøre en forskel. Projektet har særligt fokus på skoler i landdistrikterne og samler undervisere til uddannelse og en national konference.
Global Schools handler om at gøre verden forståelig – og give unge mod på at tage del i den.
Se de metoder som vi arbejder med her (på engelsk).
Game ON
Computerspil åbner nye veje til læring
Computerspil kan fastholde unges nysgerrighed og engagement i timevis. For undervisere og ungdomsorganisationer er udfordringen at bringe den samme lyst til at udforske og lære ind i deres aktiviteter.
I Game ON har People & Planet sammen med Fora Copenhagen og europæiske partnere taget udgangspunkt i de spil, unge allerede kender og holder af.
Resultatet er en værktøjskasse med 20 læringsaktiviteter inspireret af 18 populære computerspil. Den giver undervisere konkrete metoder til at bruge gaming i undervisningen og møde unge gennem deres egne interesser.
Game ON handler om at lade spilleglæde åbne døren til læring og aktiv deltagelse. Projektet er støttet af EU’s Erasmus+-program.
Se og hent metoderne her (på engelsk).
ARTployment
Unge kunstnere skaber deres eget levebrød
Et kunstnerisk talent er ikke altid nok til at få pengene til at række. For unge kunstnere i Colombia og Honduras kan vejen fra kreative evner til en stabil indkomst være svær.
Sammen med britiske CityArts og lokale ungdomsorganisationer har People & Planet, dengang InterStep, arbejdet for at give unge redskaber til at skabe et levebrød gennem deres kunst.
Vi har stået for udviklingen af en værktøjskasse om iværksætteri for kunstnere og uddannet ungdomsarbejdere i at bruge metoderne. Dermed kan de lokale organisationer hjælpe unge med at omsætte deres talent til en forretning.
Artployment handler om at give kreative ambitioner bedre vilkår – så flere unge får mulighed for at leve af det, de brænder for.
Se og hent metoderne her (på engelsk).
European Vagabonds
Ungdomsudveksling og europæisk identitet
“European Vagabonds” var en tre uger lang ungdomsudveksling, som blev gennemført to gange – første gang i august 2015 og igen i august 2016. Hver udgave samlede 25 unge fra Danmark, Spanien, Portugal, Frankrig og Tyrkiet.
Formålet med projektet var at give de unge mulighed for at reflektere over europæisk identitet og aktivt europæisk medborgerskab samt inspirere dem til et større engagement i demokratiske processer.
For at udforske disse temaer rejste deltagerne rundt i Nordjylland som “vagabonder”, hvor de gennemførte kreative opgaver, der skulle skabe dialog og kritisk refleksion over, hvad det vil sige at være europæisk medborger.
I 2015 modtog projektet European Charlemagne Youth Prize på nationalt niveau.
Human Rights Start with Breakfast!
Undervisning i menneskerettigheder
“Human Rights Start with Breakfast! Empower Youth through Human Rights Education” var et kapacitetsopbygningsprojekt inden for ungdomsområdet, ledet af Institutul Intercultural Timișoara (Intercultural Institute of Timișoara) i Rumænien. InterStep, som People & Planet hed dengang, deltog som partnerorganisation sammen med organisationer og aktører fra Réunion, Italien, Peru og Guyana.
Projektets formål var at styrke kapaciteten hos civilsamfundsorganisationer, der arbejder med unge, gennem udviklingen af en effektiv, sammenhængende, inkluderende og bæredygtig ramme for at fremme og anvende menneskerettighedsundervisning.
Projektet blev gennemført i perioden 2015–2017.
EuroCitizenShip
Europæisk medborgerskab og demokrati
EuroCitizenShip var et ni dage langt kursus for ungdomsledere, som samlede 16 deltagere fra Danmark, Polen, Den Russiske Føderation og Ukraine. Formålet var at styrke det europæiske medborgerskab både i EU og i EU’s nabolande.
Deltagerne fik viden om EU, medborgerskab og identitet og blev introduceret til konkrete værktøjer, som de kunne bruge til at arbejde med og fremme disse temaer blandt unge.
Projektet fandt sted i Khuzhir, Den Russiske Føderation, fra den 1. til den 9. september 2013.
Share2Learn
Integration og kulturel udveksling
Share2Learn samlede unge danskere og internationale unge i Aalborg gennem deltagerledede workshops og kulturel udveksling. Emnerne spændte fra menneskerettigheder, meditation og digitale kompetencer til kulturel forståelse og forberedelse til det danske arbejdsmarked.
Projektet havde fokus på integration og gensidig læring og tilbød blandt andet sprogkurser samt mulighed for at dele praktisk viden og erfaringer.
Projektet blev gennemført i perioden 2013–2015.
European Youth Week 2013
European Citizenship & Local Democracy
The aim of this project was to promote democracy and participation among young people in Aalborg, as well as strengthening their European citizenship. The objective of this project was; (1) to raise awareness of the rights to participate in local European democracy; (2) to strengthen the dialogue between young people and politicians; and (3) to gather concrete proposals for a local youth policy which takes into consideration the ever growing group of young people with international backgrounds living in Aalborg. The project consisted of three workshops on; Youth Employment; Education and Learning; and Culture and Leisure.
Danish Weekend
Nyankomne finder vej ind i fællesskabet
Et nyt liv i Danmark byder på mere end et nyt sprog. Traditioner, omgangsformer og hverdagens uskrevne regler kan være svære at finde rundt i – og det kan tage tid at finde sin plads i fællesskabet.
Gennem Danish Weekend samlede People & Planet, dengang InterStep, nyankomne jobsøgende, studerende og au pairs i Aalborg og Nordjylland til weekendforløb med 20 deltagere ad gangen.
Her blev dansk kultur og hverdagsliv koblet med praktiske råd og muligheder for at engagere sig lokalt. Temadage med gæster og eksperter gav blandt andet indblik i vejen til et job i Danmark.
Omkring 130 internationale borgere deltog. Danish Weekend handlede om at gøre det nye land mere forståeligt og vejen ind i fællesskabet kortere.
Én planet – et fælles ansvar
Støt vores arbejde for kun 75 kroner om året.
Hvert nyt medlem giver os mulighed for at skabe flere aktiviteter og sammen gøre en større forskel.
Kontakt os
Du er velkommen til at kontakte os her